Nu kan Steder definere landingsfane



I fredags lancerede Facebook det længe ventede nye design for Sider. Men hvad de færreste bemærkede var, at ændringerne faktisk også omsider giver Steder nye muligheder – med vidtrækkende konsekvenser!

Har du bemærket at du på siden Status for sideopgradering ikke kun ser Sider, men også de Steder du administrerer? Det gjorde jeg i går, og det undrede mig! For Steder har jo allerede det nye design, så hvad ville det sige at opgradere alligevel?

Forklaringen er simpel: Selvom Steder allerede har det nye design, har de ikke haft den samme funktionalitet som hverken gamle eller nye Sider. Ved at opgradere dit Sted bringer du det funktionelt up-to-speed med dine nye Sider, og dét er meget interessant, for det giver dig endelig mulighed for at definere en landingsfane for nye besøgende!

En god landingsfane er afgørende!

Et af de vigtigste værktøjer overhovedet for virksomheder på Facebook er muligheden for at definere en landingsfane for ikke-fans. Det har nemlig meget stor indflydelse på om virksomheden får nok ud af deres annoncebudget, når du reklamerer for din Facebook Sider.

Vores erfaring med Facebook Sider og landingsfaner viser nemlig, at virksomheder der sender ikke-fans direkte til væggen typisk kun konverterer 10-20% af deres annoncetrafik til fans. Virksomheder, der derimod sender ikke-fans til en skræddersyet velkomstfane, som indeholder et tydeligt værditilbud og en klar opfordring til at klikke på “Synes godt om” kan derimod nemt konvertere over 40% af trafikken til fans. Med yderligere engagerende velkomstfaner og brug af “reveal layers”, hvor indhold kun er tilgængeligt for fans, har vi præsteret konverteringsrater på op til 90%.

Kort sagt kan du mangedoble effekten af dit annoncebudget, hvis du har en god velkomstfane for ikke-fans.

Markedsfør din virksomhed lokalt

Som sagt er muligheden for at definere landingsfaner nu også tilgængelig på Steder. Når du har opgraderet dit Sted, navigerer du til dets væg og klikker på knappen “Rediger” i øverste højre hjørne. Du havner nu i sektionen “Administrer tilladelser”, hvor den femte mulighed fra toppen lader dig definere standard landingsfanen.

Produktet Steder har hidtil levet en lidt autonom tilstedeværelse på Facebook platform. Virksomheder har kunne “claime” deres steder, hvis de ville, og tilpasse dem med brandede profilbilleder og faneblade. Men som egentlige marketingredskaber for lokale filialer, butikker eller caféer har Stederne ikke vundet det store indpas endnu. Primært fordi Steder som produkt simpelthen manglede vigtige funktioner, som vi kendte fra Sider, men også fordi manglen på landingsfaner gjorde det alt for ineffektivt at rekruttere fans gennem annoncering.

Det ser dog ud til nu at ændre sig. Dels vil den snarlige introduktion af Deals – muligheden for at tilbyde rabatter og mængderabatter til brugere der tjekker ind hos dig – uden tvivl øge virksomhedernes fokus på lokal marketing. Men bestemt også fordi at Steder med denne opgradering efterhånden er blevet fuldstændig strømlinet som kommercielt produkt.

Flere krav til organisationen

Konsekvenserne for de virksomheder der kaster sig ud i lokal markedsføring gennem Steder er ganske vidtrækkende. Forestiller man sig f.eks. en tøjkæde med 50 butikker rundt omkring i landet, kan der være et kæmpestort potentiale i både at brande sig via en landsdækkende Side, men samtidig også udnytte mulighederne for lokal markedsføring via Steder for hver enkelt butik med egne unikke Deals og butiksspecifik kommunikation til de trofaste kunder.

At bruge Steder til lokal markedsføring stiller dog også nye krav. For når en bruger først har klikket “Synes godt om” på dit Sted, vil han fremover blive sendt direkte til væggen, når han besøger dig. Derfor vil du opleve en tiltagende forventning om at I jævnligt kommunikerer både relevant og lokalt gennem statusopdateringer. Udfordringen er primært organisatorisk, men kan mindskes betydeligt med et CMS-system der cross-poster opdateringer på tværs af Sider og Steder, når de har lokal relevans for dine fans.

Alt under én paraply

Løsningen er at samle alle Sider, Steder, faner og applikationer i ét system, hvor du nemt kan administrere indhold, lægge kommunikationsplaner og måle om jeres indsats giver det forventede afkast. Sådan understøtter du organisatorisk hver enkelt butik ved at bidrage til kommunikationen på væggen, og fjerne et stort administrationspres fra deres skuldre, mens du frigør ressourcer til at arbejde målrettet med lokal kundeloyalitet.

I Komfo har vi gennem det sidste års tid arbejdet på vores egen platform, som giver dig netop disse styringsværktøjer. For øjeblikket arbejder vi på højtryk med at rulle platformen ud for vores eksisterende kunder, men du kan få en sneek peak på systemet her:

Har videoen vækket din appetit på mere, er du velkommen til at kontakte mig for en live demonstration af systemet.

Kommer du til at bruge de “nye” Steder til lokal markedsføring?

16. februar 2011