Komfo er Facebooks første Preferred Developer i Skandinavien



I Komfo er vi ekstremt stolte af, at Facebook netop har offentliggjort os, som én af de kun 48 foretrukne konsulenter og udviklere på Facebook platformen. For os er det den foreløbige kulmination på vores seriøse arbejde med at formidle den egentlige værdi af perspektiverne i danskernes foretrukne sociale netværk.

Anerkendelsen fra Facebook sættes i perspektiv af, at der findes mere end 1 million udviklere fordelt i mere end 180 forskellige lande, men uden for Facebooks hjemland USA har kun 12 indtil nu fået stemplet som Preferred Developers – heriblandt altså Komfo. Det skal dertil tilføjes, at 70 % af netværksgigantens mere end 400 millioner brugere skal findes uden for USA, og forholdet derfor ikke er et udtryk for udbredelsen af Facebook.

Et andet godt eksempel på dette er, at på trods af den udbredelse som Facebooks har nydt i stort set samtlige Skandinaviske lande, har vi også noteret os, at vi er den eneste Facebook godkendte virksomhed i Skandinavien, hvilket vi naturligvis er stolte af, men på sin vis også undrer os over.

Vi ser flere og flere virksomheder dele vores positive syn på potentialet i Facebook, og dette burde medføre en naturlig interesse for Facebooks platform fra virksomheder, der arbejder med webudvikling. En interesse, der nok skal skabe flere Facebook godkendte konsulenter I Skandinavien i fremtiden. Indtil da er vi naturligvis stolte af vores specielle position og ser med fortsat optimisme frem til det videre arbejde med verdens pt mest interessante platform.

8. marts 2010