HP vedtager Facebook-politik



Hewlett-Packard var first movers i Danmark, da de i efteråret 2008 tilknyttede undertegnede som professionel Facebook-konsulent. Nu har de også som den første større virksomhed i Danmark vedtaget en officiel politik for medarbejdernes brug af sociale medier.

Der har gennem det seneste halve år været heftig debat i Danmark for og imod Facebook på arbejdspladsen. Argumenterne imod har handlet om sikkerhed, fortrolighed og tidsspilde, mens argumenterne for har drejet sig om respekt for medarbejderne, dialog med kunderne, og moderne markedsføring.

Mens andre virksomheder har forbudt Facebook, har Hewlett-Packard arrangeret medarbejderkurser, igangsat markedsføringsprojekter og nu altså også vedtaget en officiel medarbejderpolitik for sociale medier.

Politikken, der fylder 6 sider, er opbygget som set sæt guidelines, som medarbejderne kan henholde sig til i deres daglige arbejde. Overskrifterne for de enkelte afsnit er:

  1. Formål og målgruppe
  2. Vision
  3. Værdier
  4. Gode råd om Facebook
  5. Standards of Business Conduct
  6. Juridiske aspekter ved Facebook

I afsnittet “vision” hedder det bl.a.:

I stedet for at lukke for adgangen til sociale netværk, vil vi hellere uddanne HP Danmark i fornuftig og sikker brug af de sociale medier. Det sker både gennem HP’s Facebook politik og gennem Facebook kurser, som alle medarbejdere i HP Danmark har fået tilbud om at deltage på.

Vores vision er, at Facebook og andre sociale medier bliver en naturlig del af medarbejdernes hverdag og at HP bliver kendt som en moderne, åben virksomhed, der går forrest når det gælder om at integrere og aktivt inddrage de nyeste kommunikationsformer i det daglige arbejde.

Ord som “forbudt”, “begrænse” og “obligatorisk” glimrer i øvrigt ved deres fravær, ligesom der f.eks. heller ikke er opstillet faste rammer for præcis hvor lang tid medarbejderne må bruge på Facebook. I stedet er udgangspunktet er tillid og respekt for den enkelte medarbejder samt en gensidig erkendelse af at arbejdet har førsteprioritet på kontoret, ligesom privatlivet skal have det derhjemme.

Er du interesseret i at høre mere om HP’s Facebook-politik? Så er du velkommen til at kontakte mig. Jeg hjælper også gerne din virksomhed med at finde en fornuftig politik, der passer til jeres behov og situation.

9. marts 2009