Fynske kommuner tvivler på Facebook



Mange politikere har efterhånden oprettet profiler på Facebook. Også i landets byråd nyder mediet stor udbredelse. Men på Fyn skal finder man ikke megen anerkendelse for det sociale medie i de mindre kommuner.

På Langeland siger stabschef Kurt Habekost, at Facebook ikke vil være særlig velegnet i Langelands Kommune. Han mener at vælgerne og politikerne stadig tænker meget traditionelt.

I Middelfart siger Stabschef Martin Albertsen:

– Vi har ikke umiddelbart nogen planer om at gå på Facebook som kommune. For os handler det om at møde borgerne i øjenhøjde, og det vil kun være de færreste vi kan møde på den måde på Facebook.

I Faaborg Midtfyn er man ikke helt afvisende over for ideen:

– Men vi har ikke nogen aktuelle planer om at bruge Facebook som medie, siger kommunikationsmedarbejder Eino Feldberg, og supplerer at kommunen primært satser på dialog med borgerne via kommunens egen hjemmeside.

Den fynske skepsis bygger på en grundlæggende fejlantagelse: Man tror tilsyneladende at der kun snakkes om kommunen, der hvor den selv er tilstede. Men en hurtig søgning på Langeland, Middelfart og Faaborg afslører ikke mindre end 669 forskellige grupper omhandlende politik, samfund og institutioner i de tre kommuner.

Derfor virker argumenter såsom at man ikke møder borgere i øjenhøjde, eller at man satser på dialog via kommunens egen hjemmeside i bedste fald uigennemtænkte. Dialogen skal føres hvor folk vil snakke og man har aldrig mødt kommunen i øjenhøjde ved skranken i borgerservice.

I Hillerød, hvor jeg kommer fra, er borgmesteren Kirsten Jensen meget aktiv på Facebook, og vores kommunaldirektør har sågar også bevæget sig ud i cyber-debatten på Facebook. Der er stadig langt til en decideret Facebookstrategi, men det er skridt i den rigtige retning.

11. februar 2009