Filmbranchen fatter ikke Facebook



At følge danske film på Facebook er en blandet oplevelse. Kun få Film forstår at bruge mediet ordentligt. Filmbranchen har simpelt hen slet ikke forstået at deres produkter er som skabt til Facebook!

I november holdt jeg et oplæg ved for Dansk Film Institut ved deres arrangement “Lanceringsdagen 2010”. Emnet var “Film på Facebook” og jeg benyttede den times tid jeg havde til rådighed, til at give branchen en opsang. og en stak gode råd med på vejen.

DFI optog mit oplæg og har nu udgivet en redigeret version på 10 minutter, som du kan se her:

Kunne du lide videoen, får du her 5 ekstra pointer som ikke kom med i den redigerede version:

1. Drop salgstallene

Selvfølgelig er det fint nok at vise dine fans at andre har set filmen. Men hvis hovedparten af statusopdateringerne handler om salgstal, efterlades brugerne med det indtryk at I er mere interesserede i at tjene penge, end i at fortælle en god historie. Og det er hamrende uinteressant.

"Vi er glade for at tjene penge på jer," synes at være branchens tema. Det er jo naturligvis ærlig snak, men næppe særligt salgsfremmende...

2. Snak til dem der HAR set filmen

Et PR-dogme fra filmbranchen er at “markedsføringen bestemmer salgstallene på premieren og filmen bestemmer resten”. Det er noget værre vås på Facebook. Her bør den primære marketing-indsats ligge EFTER premieredagen. For hvem gider blive fan af en film de ikke engang har set endnu? Snak til dem der HAR set filmen og giv dem en anledning til at anbefale den til deres venner.

3. Ingen konkurrencer

Alt for mange film forfalder til spammende konkurrencer, hvor man kan vinde billetter, backstage grej eller møder med skuespillerne. Omend de sikkert kan være ganske virale tillader jeg mig at tvivle på at de gør nogen nævneværdig forskel for salgstallene. Konkurrencer devaluerer filmene hvis der er producenten selv der står bag. Det der lokker folk i biografen er at nogen roser din film – ikke at du forærer billetter væk for et godt ord.

"Vores film er så dårlig at biograferne står tomme," kan være en fortolkning af konkurrencer som denne...

4. Skab noget unikt

Film på Facebook vælter rundt i reklamer og skuespillerinterviews. Det kan også være fint nok – men hvis det er det eneste I har at byde på, hvad er så forskellen på jer og BT? Det mest interessante ved filmen er ikke skuespillerne, men den historie I fortæller. Brug Facebook til at introducere karaktererne, lægge op til filmens handling og lade fansene digte videre efter de har set den. Kort sagt: Gør hvad I er bedst til!

5. Hold siden i live

Alt for mange film glemmer alt om deres Sider et par måneder efter premieren. Men har de også glemt at filmen skal udgives på DVD på et tidspunkt? Eller at instruktøren også udgiver andre film i fremtiden? Derfor skal en film-side selvfølgelig passes og plejes også lang tid efter dens premiere. Hvis du forsømmer den, bliver væggen fyldt med spam og dine trofaste fans tror du kun var interesseret i deres biografentré.

"Du synes godt om Per Fly - så kan du sikkert også lide spam!" - Sider som denne er en udstrakt langemand til de mest trofaste fans.

Hvad er dine oplevelser med danske film på Facebook? Hvem gør det godt og hvem gør det skidt? Har du nogen gode eksempler fra udlandet, så del dem i kommentarfeltet!

19. januar 2011