Facebook telefoni på vej



Jeg hjælper regelmæssigt med at oversætte Facebook til dansk. Ud over at forbedre platformen, giver det nemlig også mulighed for at smugkigge på nye og kommende funktioner. Eksempelvis snublede jeg i dag over denne tekststreng, som indikerer at vi snart kan modtage opkald på Facebook:

Der har længe været rygter om både dyb integration mellem Skype og Facebook og også en decideret Facebook Phone. Sidstnævnte er dog blevet afvist eftertrykkeligt af Mark Zuckerberg flere gange, mens førstnævnte rygte endnu lever i bedste velgående.

Ovenstående tekststreng ser ud til at underbygge ganske fint, at vi snart kan ringe direkte til vores venner via Facebook, hvad enten det så bliver med Skype eller ej. Men at der nu er oprettet tekststrenge, der er klar til oversættelse, tyder på at lanceringen af produktet er enddog meget nær.

Mens vi venter på Facebook-telefon(i)en kan vi jo så passende bruge et øjeblik på at overveje hvilke spændende integrationsmuligheder der kan være med Facebooks andre produkter. F.eks. er Facebook jo allerede ved at udrulle deres Messages-produkt, som får dyb integration med mobiltelefonernes SMS’er, så hvorfor ikke benytte en lignende tilgang til samtaler, video og billeder?

Hvis jeg var mobil-operatør, ville jeg ryste i bukserne lige nu. Hvis Facebook skærer kagen rigtigt, kan de med et enkelt slag gøre både opkald, videoopkald og SMS’er gratis mellem venner. Det må siges at være en temmelig stor trussel for de fleste operatørers forretningsgrundlag.

Et sådant tiltag ville i øvrigt også ligge ganske godt i forlængelse af Mark Zuckerbergs personlige vision om at gøre “every business social”. Vil du have et dybere indblik i, hvad det vil sige, kan jeg varmt anbefale dette portræt fra Financial Times:

Facebooks grand plan for the Future

7. december 2010