Facebook Places rummer stort potentiale for virksomheder



Inden længe vil vi også i Danmark begynde at fortælle Facebook hvor vi befinder os – det er den uundgåelige konsekvens af Facebooks introduktion af deres lokationsservice Facebook Places her i nat dansk tid. For virksomheders kommercielle interesse i Facebook rummer denne nye teknologi uanede muligheder.

Hvad kan man med Facebook Places

Kort fortalt er Facebook Places muligheden for, at du via din mobiltelefon kan placere dig selv på et kort via telefonens GPS. Grunden til at det er så smart, at man gør det via telefonens Facebook applikation er, at du dermed samtidig fortæller dine Facebook-venner, hvor du befinder dig netop nu – og at du samtidig selv kan finde ud af om nogle af dine venner befinder sig samme sted som dig. Er du eksempelvis til koncert, vil det dermed være utroligt enkelt med nogle få klik at få at vide, om andre af dine venner befinder sig er i nærheden.

En sikker succes?
Selve tanken om at lade brugere tjekke ind på fysiske steder via en webservice, og dermed dele deres daglige færd med vennerne er ikke helt ny. Tjenester som Foursquare og Gowalla har over det seneste år opnået brugertal på flere millioner. Men med introduktionen af Facebook Places er teknologien henover natten blevet tilgængelig for over 500 mio. mennesker, og hvad vigtigere er: Alle dine venner er der også allerede. Alt i alt er betingelserne for en succes til Facebook til stede i langt højere grad, end da Google forsøgte sig med en lignende service i form af Google Latitude.

Stort potentiale for virksomheder
Facebook slår udelukkende på, at Places er en ny service til deres brugere. Men man kan sagtens argumentere for, at teknologien i lige så høj grad er udviklet som en indtjeningskilde for Facebook. Nu kan museer, restauranter og andre steder reklamere med, at dine venner besøger dem ofte. Eller du kan se hvor i nattelivet dine venner befinder sig lige nu, og om nogen har opdaget en happy hour et sted. Eller du kan tippe folk i nærheden om at H&M på Fisketorvet lige nu har et godt tilbud på skjorter. Der vil uden tvivl dukke mange nye anvendelser af Facebook Places op, over de kommende måneder og år.

Smelter Facebook Sider og Facebook Places sammen?
Mens det store potentiale ligger i de langsigtede perspektiver, så er der også nogle kortsigtede udfordringer at tage stilling til for virksomheder, der allerede benytter Facebook Sider. Et dokument fra Facebook afslører, at det bliver muligt at ”claime” sin placering som virksomheder og derefter smelte denne sammen med sin Facebook Side.

Illustration af hvordan en "sammensmeltning" af sit Facebook Place og sin Facebook Page vil se ud i følge Facebook.

Dette kan vise sig en stor fordel for virksomheder som brugerne har en interesse i at tjekke ind hos. Eksempelvis caféer, eventarrangører, udstillere, og lignende. For virksomheder som Telmore og Jyske Bank er det umiddelbart mindre relevant.

Under alle omstændigheder er det en udvikling, vil vi i Komfo følge nøje i den kommende tid, da det uden tvivl er en service, der vil blive modereret og tilpasset i takt med, at Facebook får feedback fra brugere, udviklere og virksomheder.

Blogpost fra Facebook om offentliggørelsen: http://blog.facebook.com/blog.php?post=418175202130

Facebook Places’ officielle website: http://www.facebook.com/places/

Facebooks video om Facebook Places: http://www.facebook.com/video/video.php?v=10150257497405484

Kunne du tænke dig at læse mere om mulighederne for at få os ud til en workshop, hvor jeg træner jeres virksomheds ledere og medarbejdere i mulighederne og udfordringerne med Facebook, så læs mere her.

19. august 2010