Facebook opretter danske Places



I går vovede jeg pelsen og garanterede en dansk lancering af Places i januar 2011. Nu har Facebook oprettet samtlige danske virksomheder i systemet, og dermed er lanceringsdatoen rykket endnu nærmere.

Der kan nu ikke længere herske tvivl om at Facebook har besluttet en officiel lanceringsdato for Places i Danmark. I dag er listen over danske Places blevet udfyldt med samtlige danske virksomheder, hvilket må anses som et af de absolut sidste skridt inden en lancering.

Facebooks udrulningsstrategi for Places har i andre lande været at oprette alle virksomheder inden brugerne får adgang, og det ser ud til at de følger samme strategi i Danmark. Indtil nu har de eneste danske Places været oprettet af nogle få danskere med VPN-opsætninger, men nu er listen altså blevet væsentligt mere udtømmende.

De nyoprettede Places kan ikke ses på Facebook.com endnu, men med en VPN-opsætning og en amerikansk IP-adresse på din mobiltelefon, kan du se de mange nye Steder, der er oprettet i nærheden af dig.

Dette må anses som en eftertrykkelig bekræftelse af rygterne om en officiel lanceringsdato. Nu er det afgørende spørgsmål så bare hvornår datoen ligger. Med dagens nyhed, er min vurdering at den er inden for en uge.

30. december 2010