Facebook lancerer bedre test-konti for udviklere



Facebook lancerede i går aftes på deres udvikler-blog en ny type brugerkonti, der udelukkende kan benyttes til at brugerteste applikationer. Det er godt nyt for de over 1 mio. udviklerbureauer, der findes verden over.

De fleste, der har prøvet at udvikle en Facebook-applikation kender til problemet: App’en skal brugertestes, men du vil ikke risikere pludselig at eksponere den over for alle dine venner, ved at udgive et vægopslag eller generere en newsfeed historie om at du er begyndt at bruge den. Og hvad gør man så?

Indtil nu har der ikke været nogen nem løsning på dette problem. Enten skulle applikationen konfigureres i “Sandbox mode”, men det krævede så at alle der ville teste den, skulle tilføjes som udviklere, med risiko for at de derved kom til at ændre og ødelægge nogle indstillinger. Eller også måtte man oprette falske profiler, der kun blev brugt til at teste apps, men det indebar risikoen for at profilerne pludselig blev slettet, fordi Facebook opdagede at de ikke var ægte.

Facebooks nye test-profiler løser det problem. De kan installere applikationer, udgive vægopslag og blive venner med hinanden gennem Open Graph, men de kan ikke interagere med eller ses af rigtige profiler. Dermed bliver udvikleren fri til at teste sine apps uden at nogen ser det, og kunderne kan få test-profiler, der giver dem mulighed for at komme med feedback til design og funktionalitet, uden at de kan komme til at ødelægge noget.

Jeg har ikke prøvet de nye test-profiler i aktion endnu, men synes det lyder som en overordentlig fornuftig løsning på et problem, der har eksisteret længe. Derudover er det et eksempel på at Facebook lytter til hele det store økosystem af udviklere, som er opstået over de seneste år, og som spiller en væsentlig rolle i at Facebook igen og igen formår at imponere med nyskabende produktlanceringer og spændende visioner.

18. november 2010