Nyt profildesign – next stop Pages?



Mark Zuckerberg præsenterede søndag i TV programmet 60 minutes et nyt design for de personlige profiler. Ændringerne, som fremhæver dine personlige relationer, varsler også nye tider for Facebook Sider, gætter nærværende blogger på.

Da Mark Zuckerberg her til aften gæstede 60 minutes, blev det ikke kun til en snak om Facebooks dominans på nettet og i amerikansk erhverv. Han havde også en gedigen nyhed med. I programmet fremviste han nemlig et splinternyt design for personlige profiler.

Det nye design flytter staminformationer som arbejde, uddannelse, bopæl og fødselsdato til en prominent plads lige under vores navn. Lige nedenunder vises de billeder, vi senest er blevet tagget i (for dem der må se dem jvf. dine privatlivsindstillinger). Hele venstre sidebar er fremover reserveret til at fremvise vores vigtigste relationer.

De nye profiler får en blød start. Brugerne skal nemlig selv vælge at skifte layout, hvilket kan gøres her. Der er dog næppe nogen tvivl om at alle kommer til at skifte på et tidspunkt. Men de lader altså i første omgang brugeren selv vælge hvornår.

I øvrigt besvarer de nye profiler sandsynligvis også et spørgsmål vi i Komfo gentagne gange har stillet os selv de seneste måneder. Da Facebook lancerede deres Places produkt, bemærkede vi nemlig at layoutet for Sider der blev merget med Places, adskilte sig fra alle andre Facebook produkter, ved at fanebladene var placeret i venstre side i stedet for toppen. Så spørgsmålet var naturligvis om dette var en indikation på en gennemgående designændring af alle Facebooks produkter.

Med det nye profildesign er det vist ganske sikkert at Facebook Sider og events også står over for en snarlig ansigtsløftning. Forhåbentlig kommer de dog ikke til at ligne mergede Place Sider helt, for på dem er det ikke pt. ikke muligt at definere landingssider for ikke-fans. Men det kan vi vist godt forvente de får rettet inden det kommer så vidt.

6. december 2010