Danmark er verdens største Facebook nation



I december skrev Politiken at Danmark var verdens næststørste Facebook-nation, kun overgået af Canada, hvis man målte antallet af brugere i forhold til landets samlede indbyggertal.

Dengang var antallet af danske Facebook-brugere 1.633.480, svarende til 30% af befolkningen, mens 32% af canadierne havde en Facebook-profil.

Jeg har netop opgjort de seneste tal, og i dag er antallet af danske brugere steget til 1.861.480 eller 34%, mens det canadiske tal kun er steget til 33%. Således er Danmark altså nu officielt verdens største Facebook nation!

Jeg gætter på at danskernes store opbakning til Facebook skyldes at vi også er verdens mest tillidsfulde folk. Det passer godt til den åbne og sociale mentalitet, vi møder på Facebook, og betyder at vores færden på Facebook kræver meget lille tilvænning, før vi får noget ud af det.

Den store opbakning til Facebook i befolkningen er uden tvivl også årsag til at danskerne er de ældste brugere på Facebook. For når først vores forældre og bedsteforældre begynder at komme på Facebook, så ved vi at det for alvor er blevet mainstream!

24. januar 2009