Alt hvad du behøver vide om de nye Facebook-Sider!



I går aftes offentliggjorde Facebook det nye Sidelayout, som de i december kom til at lække ufærdige prototyper på. Ændringerne byder på mange gode nyheder – og et par nye ting, der kræver din opmærksomhed. Her er den ultimative guide.

Siden Facebook i august lancerede Places, som havde et væsentligt anderledes layout end både Sider og Profiler, har det været forventet at Sider også på et tidspunkt ville skifte udseende. Og da Facebook ved en fejl i december måned i 20 minutter aktiverede ufærdige prototyper med det nye layout, stod det 100% klart at det blot var et spørgsmål om tid, før det kom.

Derfor er det mest interessante ved dagens nyhed heller ikke layoutet i sig selv, men derimod de mange nye features, som følger i kølvandet. Herunder har jeg samlet alle de – efter min mening – mest interessante ændringer, og giver samtidig lidt gode råd med på vejen om, hvordan du kan udnytte de nye funktioner strategisk.

Først et par lettelsens suk

Du kan stadig vælge landingsfane
Et af de mest debatterede spørgsmål, mens vi har ventet på det nye layout, har været om Facebook ville afskaffe den funktion, som tillader Side-administratorer at definere landingsfaner for ikke-fans. Det har man nemlig ikke kunne på Places, og da Facebook i december lækkede de ufærdige prototyper, var det heller ikke en mulighed.

Heldigvis har Facebook bevaret funktionen i det nye design. At definere en landingsside er en meget væsentlig funktion for mange virksomheder. Både for at du kan trække dit eget brand’s visuelle identitet med over på Facebook, og så du kan sikre en høj konvertering af trafik til fans vha. klare værditilbud og opfordringer til at Synes godt om.

Fanebredden forbliver den samme
I går aftes gik der flere rygter om at det nye design ændrede maximumbredden på faner fra 520px til 492px. Jeg kan garantere at det gav grå hår i hovedet på vores designere, da det ikke var en ændring vi selv havde hørt om forinden, trods vores deltagelse i Facebook Preferred Developers programmet.

Til alles store lettelse, var det dog også bare en misforståelse, som var opstået på bloggen All Facebook. Fanebredden ændres ikke, så hold blot weekend med god samvittighed.

Så til nyhederne

Notifikationer til admins
Den klart mest efterspurgte funktion lige siden Facebook Sider fik deres eget newsfeed har været muligheden for at få notifikationer, når fans skrev på din Sides væg. Hidtil har vi selv måtte scrolle væggen tynd og kigge efter nye kommentarer, synes godt om’er og vægopslag, og især for administratorer med mange Sider, har det ofte været en uoverskuelig opgave.

Nu modtager du automatisk notifikationer – både på Facebook og evt. også via e-mail – når fans interagerer med din Side. Både for kommentarer, opslag og sågar også når du får nye fans. Tak til Facebook for denne forbedring, som uden tvivl gør jobbet som sideadministrator væsentligt nemmere!

Log på som Side
Med det nye design har Facebook lavet en meget mere klar – og også meget efterlyst – adskillelse mellem private profiler og Sideadministratorer. Fra nu af er du i udgangspunktet altid logget på som privat profil, og kan surfe på både dine egne og andres Sider som dig selv. Først når du aktivt vælger at bruge Facebook som administrator af den pågældende Side, handler du på vegne af den.

Når du er logget på som Side har du til gengæld også mange flere muligheder nu end før. Din Side kan nu både synes godt om egne opslag og andre Sider, og du kan sågar også skrive på andre Siders vægge. Går du til Facebooks forside, mens du er logget på som en Side, ser du et newsfeed fra de Sider, som din virksomhed synes godt om – ligesom vi kender det fra vores private newsfeed med nyheder fra vennerne.

Småt men godt

Fremvis admins
På nogle Sider kan det give god mening, at fortælle brugerne hvem der administrerer Siden. Det er nu muligt. I Sidens indstillinger kan du vælge om brugerne skal kunne se hvilke personlige profiler, der administrerer Siden. Det kan for eksempel være nyttigt hvis en Side beskæftiger sig med kundeservice.

Samme sted i indstillingerne kan du også vælge hvilke af de andre Sider, virksomheden synes godt om, som du vil vise frem for dine fans. Det kan være samarbejdspartnere, forbilleder eller relaterede produkter.

Bedre spamværktøjer
Der er kommet to nye funktioner til, som letter moderationen på debattunge Sider. For det første kan du aktivere et prædefineret “bandeordsfilter” med tre forskellige sværhedsgrader, som automatisk fjerner “beskidt sprog”, og for det andet kan du selv skrive din egen “blacklist” af ord, som automatisk skal kaste censur af sig.

Husk husk husk!

Navngiv dine faner
Jeg har set på flere af mine Sider, at Facebook ved designændringen har ændret navnet på fanerne. På min egen Side skiftede fanerne “Velkommen” og “Book Lemberg” navn til “Tab 79” og “Poll”. Det virker uprofessionelt og skal selvfølgelig rettes med det samme.

Du kan rette navnene ved at afinstallere applikationerne fra din Side, og derefter installere dem igen. Så får de korrekte navne igen.

Giv dine faner ikoner
I det nye design har alle faner fået tilhørende ikoner. Hvis du ikke har defineret et ikon for hver enkelt fane, vises bare en standardgrafik med et sæt tandhjul. Det er vigtigt for din Sides professionelle udtryk, at du uploader nogle tydelige og logiske grafikker for hver fane, så eksempelvis en “Kontakt”-fane får et telefon-ikon og en “Velkommen”-fane får virksomhedens logo.

Jeg har ikke selv nået at lave disse ikoner for min Facebook Side, men det står helt sikkert som en af de øverste ting på min todo-list næste uge!

Tænk dig om

Brug dit profilbillede – med omtanke
Med det nye design er det oplagt at bruge profilbilledets højde mere aktivt. Men tænk dig godt om – for jo højere dit profilbillede bliver, jo længere forsvinder dine faneblade også ned. Overvej eventuelt om du kan bruge bunden af profilbilledet til at gøre opmærksom på fanebladene, så alle er klar over de funktioner din Side indeholder.

Rediger dine oplysninger
I det gamle design lå der under dit profilbillede en lille boks, hvor du kunne skrive et stykke fritekst om din virksomhed og om Siden. Mange brugte det som et kort resume af de mere fyldestgørende oplysninger, der lå på fanebladet “Information”. Men nu er den lille boks blevet flyttet til sektionen “Om” på samme faneblad, så mange sider gentager nu sig selv her. Tjek om du gør det, og fjern unødvendig tekst.

Vær kreativ

Lav din egen navigation
Dine faneblade starter nu højere på Siden, men som tidligere nævnt er selve navigationen mellem fanerne til gengæld blevet sværere at finde. Overvej derfor om du vil bruge det øverste af dine faneblade på din egen hjemmelavede navigationsbar, som tydeligt viser brugerne hvilke muligheder de har.

Bryd rammerne
Facebook Siderne har nu fået en photostream i toppen af væggen, ligesom personlige profiler har haft i et par måneder. Mange brugere har allerede opdaget muligheden for at “hacke” denne funktion til at give profilen sit eget personlige præg.

Funktionen er svær at styre i praksis, men ved særlige kampagnetiltag kan det absolut have en positiv effekt at lege med rammerne på denne måde.

Husk at synes godt om
Jeg ved godt det virker ekstremt pædagogisk, men på samtlige Sider jeg har arbejdet med, har vi kunne se en markant forbedring af konverteringen fra trafik til nye fans, når landingsfanen i toppen indeholder en tydelig opfordring til at synes godt om Siden.

I mange tilfælde har vi kunne forbedre konverteringen med op til 300%, så I skal ikke have et særlig stort annoncebudget, før det kan betale sig at kaste lidt ekstra udviklingsressourcer efter det.

Sæt i gang!

Du får det nye Side design her!

11. februar 2011